Landsretten lægger i sin afgørelse vægt på min daværende partnerkollegas investeringer i ejendomsselskaber, hvor Danhaus også havde investeringer samt det forhold at jeg har bistået med solvente likvidationer heraf.
Det fører til, at Landsretten efter en samlet vurdering finder, at jeg er inhabil. Der er mig bekendt ikke tidligere afgørelser, der er på linje med den nu afsagte kendelse, og der er således tale om en skærpelse af praksis, som også er i tråd med den politiske bevågenhed og Konkursrådets seneste anbefalinger.
Jeg tager Vestre Landsrets kendelse til efterretning og hilser de nye klare retningslinjer velkommen. Jeg ønsker ikke at sidde som kurator i noget bo, hvor jeg ikke har kreditorernes opbakning og tillid.